TORSTEN BYGGEDE RINGHALS

SVERIGE Det er nu mere end 40 år siden at kernekraftværket Ringhals blev sat i drift. Opførslen begyndte i 1969 og Torsten Johansson, med medarbejdernummer 2, har fulgt kraftværkets rejse som bygningsarbejder lige fra begyndelsen.

Torsten Johansson blev født inden for gåafstand af det sted, hvor kernekraftværket Ringhals senere blev bygget. Hans far var tømrer, og Torsten Johansson arbejdede sammen med ham, fra han bare var en dreng på 14 år. Først var han ikke specielt positiv i forhold til Ringhals, fordi man havde købt det smukke forbjerg, hvor han havde leget som barn, til at bygge kraftværket på. Ikke desto mindre var han en af de første, der ansøgte og blev ansat på Ringhals i februar 1969.

”Jeg fik medarbejdernummer 2, fordi der var en anden bygningsarbejder, der påstod, at han havde arbejdet for Vattenfall så længe, at han burde være nummer 1,” fortæller Torsten Johansson.

Hans første job var at hænge bygningsplantegninger op i et gammelt kapel, der blev brugt som det første kontor. Men der skulle snart komme mere til.

Blot et par måneder efter han blev ansat, var forbjerget Ringhals blevet forvandlet til en myretue af jordarbejdere, gravemaskiner, trykluftbor, sprængningsteknikere og lastbiler. Det betød, at Torsten Johanssons næste job var at sørge for, at bygningsarbejderne havde et sted at bo. Derfor arbejdede han med at opføre hytter, der blev transporteret til byggepladsen fra andre kraftværksprojekter rundt omkring i Sverige, og også med at restaurere landejendomme, som virksomheden havde købt til formålet.

MANGE FORSKELLIGE NATIONALITETER
I løbet af de næste par år blev Ringhals en af Europas største byggepladser, der beskæftigede næsten 3.500 medarbejdere. Torsten ­Johansson fik en ny opgave: Forskallingsarbejdet til kølevandsindtaget til Ringhals 1 og 2.

Ud over Ringhals var der også gang i en masse andre store byggeprojekter i Varberg-området, hvor Ringhals ligger. Derfor gik der ikke lang tid, før der blev alvorlig mangel på arbejdskraft. For at løse problemet gik Vattenfall i gang med at rekruttere bygningsarbejdere fra det nordlige Sverige, som havde været involveret i opførelsen af vandkraftværkerne oppe nordpå.

Torsten Johansson havde nogle af disse ”vandkraftbisser oppe nordfra” i sit team, og han kom til at kende dem godt. De var ældre end ham og havde en masse erfaring, men de havde også ry for at være sure og svære at samarbejde med.

”Det var nu aldrig et problem for mig,” siger han. ”De accepterede mig virkelig, og jeg lærte en masse af dem. Vi havde en pragtfuld tid sammen, og det er de bedste arbejdskammerater, jeg nogensinde har haft. De kom ned til vestkysten om sommeren for at besøge mig, længe efter de var gået på pension.”

Ringhals blev større, og arbejdskraften blev stadigt mere international. Snart var der et dusin forskellige nationaliteter, der arbejdede der, og den måde, de gjorde tingene på, kunne være vidt forskellig – selv når det var folk fra nabolande.

”Jeg kan huske, at da vi byggede Ringhals 3, kom der nogle danskere, der skulle arbejde på byggepladsen. De havde jakkesæt og smarte sko på, fordi de gik ud fra, at deres arbejdsgiver skulle levere arbejdstøjet. Det blev lidt af en udfordring for vores leder,” fortæller Torsten Johansson.

”Jeg fik medarbejdernummer 2, fordi der var en anden bygningsarbejder, der påstod, at han havde arbejdet for Vattenfall så længe, at han burde være nummer 1.”


FORMAND FOR SNEDKERIET
Da opførelsen af Ringhals var færdiggjort i de tidlige 1980’ere, blev Torsten Johansson hos virksomheden og endte med at blive formand for snedkeriet, hvor han var leder for et team på syv mand. Jobbet kunne sommetider omfatte nogle lidt usædvanlige projekter. I 1990 ankom en gruppe bulgarsk-tyrkiske asylansøgere til Sverige. Der var ikke plads til dem i asylcentrene, så immigrationsmyndighederne lejede i al hast feriebyen i Ringhals til dem.

De bulgarske tyrkere fandt sig hurtigt til rette i det lille samfund. Men de var ikke glade for bare at sidde ubeskæftigede i det nye asylcenter. I stedet tilbød de at arbejde frivilligt for at give noget tilbage til det svenske samfund.

Derfor påtog de sig arbejdet med at rense strandene mellem Ringhals og Träslövsläge; en kyststrækning på omkring 75 kilometer. De bad Ringhals om assistance, og Torsten ­Johansson sørgede for transport og redskaber til dem. I løbet af de uger, de arbejdede der, kom Torsten ­Johansson til at lære dem godt at kende. ”Mange af dem bor stadigvæk i området. De er dejlige mennesker, og jeg mødes stadigvæk med dem af og til,” siger han.

ET HELT LIVS ARBEJDE
I løbet af sin tid i virksomheden så Torsten Johansson både Ringhals som en byggeplads og som et kraftværk i fuld drift, og han var altid glad for sit arbejde. Men når han ser tilbage, er det nok byggefasen, hvor han og hans team knoklede og havde det skægt sammen, der står hans hjerte nærmest. ”Jeg har altid virkelig nydt at arbejde på Ringhals, og Vattenfall var en god arbejdsgiver,” siger han.

Se også