VINDENERGI UDEN STATSSTØTTE ER EN MULIGHED VED UDGANGEN AF DETTE ÅRTI

Vindenergi Business Area (BA) Wind havde et virkelig succesfuldt 2016, hvor de blandt andet satte ny rekord for lave priser på havbaseret vindenergi. Men det stiller Head of BA Wind Gunnar Groebler sig ikke tilfreds med, fortæller han i det her interview, der er det første i en række artikler med medlemmer af Vattenfalls koncernledelse.

Hvad er du mest stolt af?
"Jeg er stolt af, at vi har kunnet opfylde, eller endda overgå, vores strategiske mål på alle områder. Den mest bemærkelsesværdige præstation er, at vi har kunnet arbejde hårdt på vores såkaldte LEC (levelized energy cost*, se nedenfor) og har reduceret den ud over alle forventninger. For et år siden ville ingen have troet, at det var muligt. Alle i vores organisation har bidraget til det her. Hvis man f.eks. ser på BU Generation: Den måde, de har arbejdet med harmonisering og digitalisering af processerne på, og arbejdsmetoderne – det har været meget vellykket. Jeg er også meget stolt af, at vi har kunnet fylde vores pipeline op igen, specielt hvad angår havmøller, som er vigtige for vores fremtid," siger Gunnar Groebler.

I har vundet to vigtige danske projekter i årets løb, men lige før jul gik den hollandske vindmøllepark Borssele 3-4 til en konkurrent?
"Det gjorde helt sikkert ondt, specielt selvfølgelig på dem, der havde arbejdet på projektet. På den anden side ved vi, at vi ikke kommer til at vinde hvert eneste udbud, og det skal vi heller ikke. Konkurrence gør os skarpere, og det faktum, at vi ikke vandt Borssele-udbuddet i juli sidste år, skabte en masse energi og gav grobund for en stor indsats i BA Wind om at reducere vores omkostninger yderligere på de næste projekter," siger han.

”Vi ved at vi ikke kommer til at vinde hvert eneste udbud, og det skal vi heller ikke”

2016 var det år, hvor omkostningerne til havbaseret vindenergi blev halveret.  Da Vattenfall vandt det danske projekt Horns Rev 3 i 2015 med et bud på 100 euro pr. MWh, var det en sensation. Halvandet år senere vandt Vattenfall Kriegers Flak, endnu et dansk havbaseret vindmølleprojekt, med en pris på forbløffende 50 euro pr. MWh; den laveste pris for havbaseret vindenergi indtil videre. På samme måde var auktionsprisen for Borssele 1-2 i juli 2016 sat til 73 euro pr. MWh, mens Borssele 3-4 landede på 55 euro.

Hvordan har det kunnet lade sig gøre at sænke omkostningerne så meget?
"Valget af større vindmøller er en stærk drivkraft. I dag installerer vi stadigvæk 4 MW-vindmøller. Men Kriegers Flak og de danske  kystnære havmølleparker er allerede udarbejdet til 8 MW-vindmøller. Derudover tvinger udbudsprocessen for projekterne alle til at revurdere, hvordan man driver en vindmøllepark langt mere effektivt. Vores størrelse som virksomhed er en anden vigtig faktor. Vi har en vis projektvolumen i vores pipeline. Det betyder, at vi kan optimere vores projekter. Og glem ikke, at Vattenfall er en af de mest erfarne inden for udvikling og drift af vindenergi i vores del af verden. Det kunne vi også gøre god brug af i vores bud."

Hvad sker der med marginerne, når prisen skæres ned til det halve? Er de her projekter stadigvæk rentable?
"Hård konkurrence og en mere moden markedsposition påvirker helt klart marginerne. Men vores marginer ligger stadig på branchestandard og er sunde. Og fordi marginer defineres af indtægter og omkostninger, har vi sat stort fokus på vores omkostningsniveau, og det vil vi fortsat gøre. Derudover har vi lært en masse af de projekter, vi har gennemført for nylig. Det er derfor, vores syn på risikoen er helt anderledes i dag sammenlignet med for tre eller fire år siden – eller endda bare for 12 måneder siden. Det påvirker den risikopræmie, vi lægger på sådanne projekter. Men den margin, vi skal have på vores projekter, er den samme som i resten af branchen, og den ligger et pænt stykke inden for det spænd, som bestyrelsen og ejeren forventer, at vi skal have."

Hvor lav kan LEC blive?
Løbende omkostningsreduktioner er vores konstante følgesvend, og i 2017 vil vi fortsætte med at arbejde på omkostningerne. Vi stopper ikke bare op og håber, at vi er sikre med en omkostningslinje på 50 euro; det ville være farligt. I stedet for intensiverer vi arbejdet på vores omkostninger for at reducere vores afhængighed af støtteordninger.

Hvornår vil vindenergi kunne klare sig uden statsstøtte?
"Tjah, der er ingen statsstøtte til landbaseret vindenergi i Storbritannien længere, og vi arbejder hårdt på at udtænke et realistisk projekt i dét miljø. Det er hårdt, men det betyder, at kreativiteten får frie tøjler. Jeg tror på, at vi vil kunne finde projekter under forhold, hvor der ikke er statsstøtte. For landbaseret vindenergi kan det ske frem mod udgangen af det her årti, mens det vil tage lidt længere tid for havbaseret vindenergi. Men tidshorisonten kan blive kortere, hvis elpriserne udvikler sig mere positivt end det, vi forudser i dag."

Tyskland er det næste land, der går efter et auktionsbaseret system for vindenergi. Modsat Danmark og Holland, hvor regeringen tilbyder et bestemt projekt (såsom Kriegers Flak) til tilbudsgiverne, kræver de tyske regler, at udviklerne har deres egne projekter med til auktionen. Det er grunden til, at Vattenfall har opkøbt tre projekter i Nordsøen, med den 73 vindmøller store vindmøllepark Atlantis I som den seneste.

Hvordan vil auktioner i Tyskland være en fordel for Vattenfall?
"Havbaseret vindenergi indebærer meget komplekse og kapitaltunge projekter, der passer rigtigt godt til Vattenfalls DNA. Vi er også gearet til omkostningsreduktion og til optimering af projekterne. Så auktioner passer os fint sammenlignet med konkurrenterne, og de sætter os i en position, hvor vi tror på, at vi virkelig kan få succes. Vi har nu fyldt vores pipelines til de kommende tyske auktioner, hvoraf den første finder sted i foråret 2017, og vi går efter, at det bliver en succes. Hvis ikke, så får vi en chance mere i 2018."

Vattenfall siger, at virksomheden vil fordoble sin kapacitet inden for vindenergi til omkring 4 GW i 2020; er I på rette kurs?
"Absolut. Over det seneste års tid har vi taget to investeringsbeslutninger, Horns Rev 3 og Aberdeen Bay, på omkring 500 MW. Vi har sagt, at vi vil bygge mellem 400 og 600 MW om året, så man kan godt sige, at vi er på rette kurs. De projekter, der er under opbygning, bevæger sig også støt fremad. Vi videregiver Sandbank til BU Generation i år, plus Pen y Cymmoedd og den mindre Ray – alt i alt mere end 550 MW. Så der er en masse vækst i forhold til projekter, der også bliver afsluttet i år – ret spændende for vores kollegaer i Generation. Derudover planlægger vi at tage en række nye investeringsbeslutninger i år, primært vedrørende landbaserede projekter. Det vil fylde pipelinen."

”Vi planlægger vi tage en række nye investeringsbeslutninger i år”

I vokser hurtigt, og i øjeblikket er I i gang med at hyre 130 medarbejdere mere. Hvordan håndterer I den vækst?
"Vi vil gerne få folk med om bord på en god måde. Derfor har vi udviklet en løbende introduktionspakke, der blandt andet består af et introforløb, som nyansatte deltager i over to dage. De bliver introduceret til den måde, vi arbejder på i Vattenfall og i BA Wind, og de får mulighed for at hilse på deres nye kollegaer og medlemmer af ledelsesteamet. På den måde hjælper vi dem med at lære Vattenfall at kende, og for os betyder det, at de hurtigere bliver produktive. De tilbagemeldinger, vi får, er ekstremt positive."

Fodnote: *LEC, Levelized Energy Cost (normaliserede omkostninger ved produktion af energi), er de samlede omkostninger til opførelse, drift og afvikling af en vindmøllepark over hele dens levetid. I de vindenergiauktioner, som flere lande i Nordeuropa gennemfører, garanterer regeringen en bestemt pris pr. produceret MWh, sædvanligvis i en begrænset årrække eller op til et fast niveau.

Se også