VILJE OG DRIVE GØR ELITEIDRÆTSUDØVERE EFTERTRAGTEDE – OGSÅ EFTER IDRÆTSKARRIEREN ER SLUT

Sverige Vattenfall har opbygget et netværk, hvor skiløbere fra det svenske landshold kan møde ledere fra forskellige virksomheder for at få indblik i, hvad livet efter skikarrieren kan byde på.

Hvad er en eliteidrætsudøvers værdi, når karrieren er slut? Høj, mener Staffan Gustavsson, afdelingschef i Distribution Services, som har ansat tre eliteidrætsudøvere.

Når man kan udnytte sine mentale ressourcer rigtigt, bliver man en bedre idrætsudøver. Undersøgelser viser, at det samme er gældende i erhvervslivet; konkurrencementalitet og konkurrenceerfaring kan i en vis udstrækning være nyttigt i en civil erhvervskarriere.

Succesrige idrætsudøvere udvikler således bestemte egenskaber, som også burde garantere fremgang i livet efter idrætskarrieren. Men i så fald skal omstillingen fra idræt til erhverv lykkes.

Sisu Idrottsutbildarna

Sisu Idrottsutbildarna

Maria Rydqvist har en langrendskarriere bag sig, der rummer medaljer fra både VM og de svenske mesterskaber. Da sæsonen sluttede i vinter, besluttede hun sig for at stoppe elitekarrieren, efter knap ti år på skiturné med landsholdet. Verden udenfor føltes som noget helt ukendt.

– Skiløbere på eliteniveau lever en ret struktureret tilværelse, hvor det meste drejer sig om træningslejre og konkurrencer – en lukket verden langt fra et almindeligt hverdagsliv, fortæller Maria.

– Man har en høj selvtillid i forhold til den sport, man dyrker, men usikkerheden omkring det, der venter derefter, kan godt være stor. Det netværk, som Vattenfall har taget initiativ til, kan helt sikkert give større selvtillid hos aktive idrætsudøvere, som spekulerer over livet efter idrætskarrieren.

Telefonsamtale var døråbner
Vattenfall har et 24 år langt sponsorforhold til skisporten, og i årenes løb er der opstået forskellige former for samarbejde. I foråret hørte Maria Rydqvist, at Vattenfall ville afholde et indledende seminar for elitesportsfolk om karriereplanlægning. Hun var ikke længere en del af elitegruppen, men fandt selv frem til, hvem der var oplægsholder, og ringede op.

Det, der begyndte som en telefonsamtale, endte med en ansættelse – men ikke takket være skimedaljer. Maria Rydqvist er uddannet økonom og kommer til at fungere som Project Manager i sit nye job hos Vattenfall Services Nordic AB. 

Fredrik Berg

Fredrik Berg

Hun skal overtage nogle af arbejdsopgaverne fra en anden svensk eliteidrætsudøver, nemlig curlingstjernen Agnes Knochenhauer, som er midt i sin landsholdskarriere og i fuld gang med forberedelserne til vinter-OL i Pyeongchang næste år. Hos Distribution Services arbejder Agnes blandt andet med strategisk virksomhedsplanlægning og er ansvarlig for det talent- og lederudviklingsprogram, Distribution Services kører. Agnes tager nu orlov for at forsvare de svenske farver i curling sammen med kollegaen Anna Hasselborg på "Team Hasselborg", der vandt sølv ved det seneste EM.

Holdkaptajn Anna Hasselborg arbejder også i Vattenfall Services Nordic og har gjort det i to år. Hun er Project Manager og leder for en række medarbejdere, der gennemfører forskellige nytilslutningsprojekter. I den rolle drager hun god nytte af sine erfaringer som kaptajn for curlingholdet.

Drive og målrettethed
En vigtig årsag til, at andelen af eliteidrætsudøvere er høj hos Distribution Services, er afdelingsleder Staffan Gustavsson, som står bag rekrutteringerne. Han har tidligere arbejdet som underviser på et skigymnasium og fortæller her, hvorfor han gerne ansætter sportsfolk.

– Det er ikke alle, der kan blive succesrige idrætsudøvere på eliteniveau, påpeger han. Man skal have drive og være målrettet for at nå sit mål – egenskaber, man også påskønner i erhvervslivet. 

World Curling Federation

World Curling Federation

– For mig handler det mere om at finde den rette personlighed til et job end at finde én, der har præcis den rigtige uddannelse, siger han. Ofte uddanner eliteidrætsudøvere sig sideløbende med sporten, og både Anna, Agnes og Maria har videregående uddannelser inden for forskellige områder.

– Det er naturligvis ikke sådan, at vi udelukkende har rekrutteret dem på grund af medaljerne. Vi gennemfører de samtaler og de tests, der er nødvendige ved alle rekrutteringer, og det er en vigtig del af at understrege, at de skal arbejde på samme vilkår som alle andre. Det er noget, der også bidrager til at opbygge selvtilliden i den her del af arbejdslivet.

Ifølge Staffan Gustavsson giver det ikke anledning til problemer, der ikke kan håndteres, at curlingspillerne Agnes Knochenhauer og Anna Hasselborg har mange fridage i løbet af en sæson, for de har en høj arbejdsdisciplin og er gode til at planlægge.

Succes kommer ikke af sig selv
Både Agnes Knochenhauer og Maria Rydqvist mener, at de gennem sporten har lært, at hårdt arbejde betaler sig. Succes kommer ikke af sig selv, og det kræver træningsdisciplin at nå helt til tops.

Viljen til udvikling er også en fællesnævner.

– Alle eliteidrætsudøvere stræber konstant efter at blive bedre, og de sætter sig mål, som de går efter, siger Agnes Knochenhauer.

Måske er det faktisk kunsten at håndtere modgang og problemer, der er den vigtigste erfaring fra idrættens verden. Vejen til succes kan være belagt med fiaskoer, skader og skuffelser.

– Sådan er det. Det gælder om, at man ikke må hænge fast i skuffelsen. Man skal tage et skridt mere, og så et mere, for at komme videre. Og hvis man ser det hele lidt fra oven, er der altid noget, man kan lære af sine fiaskoer, siger Maria Rydqvist. 

Se også