VATTENFALL OFFENTLIGGØR NYHED OM STOR AFTALE MED MICROSOFT OM LEVERING AF VINDENERGI

Holland Vattenfall har underskrevet en 10-årig aftale om at forsyne Microsofts internationale datacenteraktiviteter i Holland med el fra vindenergi. Aftalen om forsyning af datacenteret er Vattenfalls første til dato uden for de nordiske lande og den største på dette forretningsområde, der er baseret udelukkende på vindenergi.

I henhold til aftalen skal Microsoft modtage 100 % af energiproduktionen fra Vattenfalls nye landbaserede vindmøllepark, der vil blive opført ved Wieringermeer, tæt på Microsofts datacenter i Holland. Vindmølleparken begynder at producere vedvarende energi i 2019.

"Vi er meget glade og stolte over at kunne støtte Microsofts omlægning til fossilfri energi i deres datacenterdrift," siger Magnus Hall, administrerende direktør og CEO for Vattenfall. "Aftalen stemmer i høj grad overens med vores strategi om at hjælpe alle vores kunder med at få deres daglige behov for energi dækket på måder, der hele tiden bliver mere intelligente og helt fossilfrie inden for en enkelt generation."

Vattenfall leverer i dag vedvarende energi, hovedsageligt baseret på vandkraft, til adskillige datacentre i Norden.

"Vores erhvervskunder, herunder teknologisektoren, bruger i stigende grad vind- eller solenergi til at opnå deres mål inden for vedvarende energi. Vi er klar til at støtte kunderne i deres ambitioner gennem en bred vifte af produkter – i dette tilfælde ved at kombinere vores egen grønne produktion og energiløsninger for at hjælpe Microsoft med at levere grøn IT," siger Martijn Hagens, Vattenfalls Senior Vice President for Customers & Solutions.

Vattenfall offentliggjorde for nylig beslutningen om at investere over 200 millioner euro i udskiftning og udvidelse af vindmølleparken Wieringermeer, der, når den står klar, vil være en af de største landbaserede vindmølleparker i Holland.

Microsofts hollandske datacenter fungerer som regionalt omdrejningspunkt for deres cloud-serviceydelser og kommer til at levere ekstra kapacitet til kunder over hele Europa, Mellemøsten og Afrika, samt globale kunder.

"Investering i lokal ren energi til at drive vores lokale datacenter er en win-win-situation for vores forretning og for Holland. Microsoft er dybt engageret i at få nye vedvarende energikilder på nettet, så de kan forsyne vores datacentre med strøm," sagde Brian Janous, General Manager of Energy hos Microsoft.

Vindmølleparken Wieringermeer vil, når den står klar, bestå af 100 vindmøller. Tilsammen kommer de til at producere omkring 1,3 milliarder kWh (1,3 TWh) vedvarende elektricitet, hvilket kan sammenlignes med forbruget i omkring 370.000 husstande.

Se også