STEFFEN KIRSCHS HELT EGEN ENERGIEWENDE

Tyskland Steffen Kirsch gennemfører sin helt egen udgave af den tyske Energiewende, når han skifter brunkul, der tidligere blev brugt på Klingenberg-kraftværket, ud med naturgas og går i gang med sit nye job på et ultramoderne kraftværk i Berlin.

Steffen Kirsch holder af at stå tidligt op om morgenen. Hans dag begynder klokken halv fem, hvor han tager en hurtig kop kaffe og springer på cyklen. Han har kørt den samme strækning i 31 år – ti kilometer fra hjemmet i Berlin-forstaden Köpenick til kraftvarmeværket Klingenberg, og ti kilometer hjem igen. "Det er min daglige dosis motion; min måde at holde mig i form på", siger Steffen Kirsch.

Og den dosis bliver oven i købet snart større. Steffen Kirsch er logistikekspert og en af de medarbejdere på Klingenberg, der på grund af anlæggets omlægning fra brunkul til gas og den deraf følgende reduktion i antallet af driftsmedarbejdere på stedet ikke kun får nye opgaver, men også et nyt arbejdssted. Han flytter til Marzahn, hvor Vattenfall er ved at opføre et ultramoderne gas- og dampturbineanlæg, der, sammen med Klingenberg, skal forsyne den østlige del af Berlin med fjernvarme.

Det første spadestik til Marzahn-kraftværket blev taget først i juni – næsten samtidig med, at Klingenberg-brunkulsanlægget blev lukket ned. Steffen Kirsch arbejder allerede en dag om ugen på Marzahn, så han kan blive fortrolig med det nye anlæg. Resten af tiden bruger han på at afvikle sin gamle arbejdsplads.

"I øjeblikket kører jeg så at sige i "overgangsdrift". Jeg flytter ikke helt til Marzahn, før alle de anlægskomponenter, der ikke længere er nødvendige, er blevet rengjort, og affaldsmaterialerne er bortskaffet på korrekt vis". Det bliver formentlig i begyndelsen af 2018.

Glæder han sig til det? "Selvfølgelig! Hvor tit får man lige chancen for at opleve opførelsen af et af de mest moderne gas- og dampturbineanlæg, lige fra grundstenen bliver lagt og frem til idriftsættelsen?"

En ny æra med nye udfordringer
Indtil udgangen af maj i år var Steffen Kirsch ansvarlig for forsyningslogistikken og affaldsbortskaffelse på Klingenberg. "Mit daglige arbejde bestod frem for alt i vedligeholdelse og servicering af anlæggets komponenter, affaldsbortskaffelse, bestilling af kemikalier samt salg eller lastning af svovldioxid (SO2), der er et affaldsprodukt fra brunkulsforbrænding og ekstremt giftigt i store mængder. Lastningen krævede stor forsigtighed og omhu. Man kunne ikke gøre noget som helst uden åndedrætsværn".

Bestilling af brunkulsbrændsel var også en del af hans kompetenceområde. Gas er noget andet. Naturgas handles på markedet og kommer direkte til de anlæg, hvor den bruges, via rørledninger fra den vestlige eller den østlige del af Europa. "Gas behøver man ikke bestille på samme måde," forklarer Steffen Kirsch. "Det beregnes på baggrund af forbrug."

I sin egenskab af logistikekspert på Marzahn-kraftværket vil han også få det grundliggende ansvar for at handle med primært eksterne virksomheder, der håndterer bortskaffelse af affald. Men der vil være andre produkter med nye udfordringer. For at forberede sig til sin kommende stilling som Facility Manager har Steffen Kirsch allerede taget forskellig efteruddannelse, navnlig inden for IT. "Marzahn bliver et ultramoderne anlæg, så der er brug for yderligere viden".

Der blev brugt store tanke til kemikalier, der enten skulle bruges i produktionen eller opstod som restprodukter fra fyringen med brunkul.

Og pludselig var muren væk
Dengang Steffen Kirsch gik i gang med sin uddannelse som maskinoperatør, lå kraftvarmeværket Klingenberg stadig i et andet land, nemlig det tidligere Østtyskland (DDR). Det var i 1986, tre år før Berlinmurens fald. "Jeg gik faktisk glip af murens fald!" siger han med et grin. "En morgen hørte vi pludselig i radioen, at muren var væk! Vi kunne næsten ikke tro det. Så jeg tog ud på anlægget, præcis som jeg plejede – og præcis ligesom alle mine kolleger gjorde det. Vi var der allesammen. Omkring middagstid sendte direktøren for anlægget os hjem. Og sådan blev det ved i et par dage. Om formiddagen arbejdede vi så normalt, som vi kunne, og om eftermiddagen begyndte vi gradvist at udforske Vesten – men først efter et par dage, da vi var sikre på, at de ikke havde tænkt sig at lukke grænsen bag os igen. Der var nemlig vedvarende rygter om, at murens fald kun var en test, og at de mennesker, der fik et vestligt stempel i deres pas, ikke ville få lov til at vende hjem igen. Det var der ingen, der ville risikere. Men heldigvis var det bare et rygte".

I det team, Steffen Kirsch arbejdede i på det tidspunkt, blev alle i Østtyskland. "Der var ikke én af dem, der flyttede vestpå, hvilket var ret usædvanligt. På de andre arbejdspladser var der nemlig en masse, som flyttede til den vestlige del af Tyskland".

Selvom han glæder sig til de nye opgaver, der venter ham på Marzahn, føler han også en vis grad af vemodighed. "Jeg har altid nydt at arbejde her, og alle de uundgåelige ændringer, der har været i løbet af de over 30 år, har i mine øjne altid virket som et skridt i den rigtige retning. Også beslutningen om ikke længere at bruge brunkul. Når nogen spørger mig, indrømmer jeg åbent, at jeg glæder mig til omlægningen fra kul til gas. Ikke kun af politiske grunde, men fordi det simpelthen er det logiske næste skridt for vores virksomhed".

Steffen Kirsch, Logistics Expert, på kraftværket Klingenbergs lagerområde for brunkul – i årtier fyldt til randen, men nu helt tomt.

Nytårsaften med åndedrætsværn og beskyttelsesdragt
Har alting så bare kørt på skinner i alle 31 år? "Nej, selvfølgelig ikke! Gør det nogensinde det?" 47-årige Steffen Kirsch husker specielt én oplevelse meget tydeligt. "Det var nytårsaften 2003. Det viste sig, at det var umuligt at få frakoblet en vogn med 56 tons ætsende svovldioxid fra rørledningen. Tankbilens udluftningskanaler kunne ikke lukkes helt. Det var aldrig sket før. Så vi kæmpede i timevis, udstyret med åndedrætsværn med friskluft og beskyttelsesdragter, sammen med et team af eksperter, med at få repareret vognen. Det gik heldigvis godt, ingen kom til skade, og det lykkedes os endda at nå hjem, så vi kunne fejre nytårsaften sammen med vores familier", fortæller Steffen Kirsch.

Teknikeren med de grønne fingre
Steffen Kirsch elsker at bruge fritiden sammen med sin familie, og helst i deres helt egen kolonihave. "Der er ingen andre steder, jeg slapper så meget af og får opladet batterierne. Vi er virkelig kolonihaveentusiaster", siger han med et stort smil. Når han taler om sin have, lyser han op, og det er tydeligt, at hans efternavn er velvalgt: "Kirsche" betyder nemlig "kirsebær". Han tilbringer hvert eneste minut af sin fritid med at passe og pleje de 450 kvadratmeter jord nær familiens lejlighed i Köpenick, hvor han dyrker blomster, frugt og grøntsager. "Siden vi fik haven, har jeg ikke længere haft behov for at tage på ferie. Vi plejede at rejse meget, og det var da også dejligt, men nu tager det mig kun fem minutter at komme hen til haven. Og så er jeg der, hvor jeg gerne vil være".

I de kommende uger og måneder, mens han stadigvæk arbejder på Klingenberg, kommer han også til at gøre god brug af sine grønne fingre til mere officielle arbejdsmæssige formål. Sammen med en række kolleger er Steffen Kirsch nemlig i gang med at klargøre den tredje Vattenfall-byhave i Berlin. "Haven skal hovedsageligt fungere som et fristed for unge familier, som er blevet tiltrukket af Rummelsburger Bucht-området i Berlin de seneste år. Rækkehusene har tit kun en lillebitte have eller en altan, og det giver ikke ret meget plads til at dyrke en have eller til at lege. Det skal haven på Klingenberg-kraftvarmeværket lave om på, præcis som det allerede er sket på Mitte-kraftvarmeværket og i Neue Grünstraße. Og hvem ved; måske kommer der også en dag en have på Marzahn? Det ville være fantastisk!" 

Se også