RET UNDERLIGT OG VILDT SMART

Energi, der falder ned fra himlen, en paraffinmotor, der kører på lunkent vand, evighedsmaskiner… Skøre idéer skabt af drømmere? Måske – men sæt nu deres idéer faktisk virker?

Midt på bordet i mødelokalet i Stockholm står et 9-volts batteri, nogle strømkabler, tre elpærer fastgjort på et bræt og et par skinnende metalæsker med selve anordningen. Opfinderen af den banebrydende energiproducerende enhed, den sydamerikanske Antônio Gonçalves Barros, er ikke selv til stede, idet han angiveligt har fået stjålet sit pas. Han har i stedet sendt sine to svenske repræsentanter, Bo og Lars, som skal demonstrere hans opfindelse for Vattenfalls eksperter. Bo er en pensioneret ingeniør, som i mange år arbejdede for den svenske virksomhed Sandvik, men nu repræsenterer Barros. Lars vurderer patenter.

Gæstekortene hænger nydeligt uden på slipsene. Lars kontrollerer anordningen en sidste gang. Det er meningen, at den skal koncentrere og samle kosmisk stråling og omdanne den til elektricitet. Der er koblet et batteri til anordningen, men det er tydeligt, at batteriet ikke kan drive pærerne alene. Hvis pærerne lyser, fungerer opfindelsen, og der vil blive skrevet endnu stykke teknologihistorie inden for Vattenfalls fire vægge.

”Okay,” siger Lars og trækker fingrene gennem sit grå hår, ”så er det nu.” Han retter på brillerne. Så tilslutter han kablerne.

På den anden side af bordet står Mikael Nordlander fra Vattenfalls forsknings- og udviklingsafdeling med armene over kors og kigger på uden at sige en lyd.

”Flere andre virksomheder havde afvist at gennemføre en demonstration af anordningen, bl.a. en stor finsk koncern, som var bekymret for strålingen. Men vi var rimeligt sikre på, at vi vidste, hvad vi gjorde,” fortæller Mikael Nordlander os, da vi mødes et par uger senere.

Garageopfindere og små teknologivirksomheder
Mikael Nordlander har et roligt blik og taler med en fast stemme. Han fortæller os om menneskene bag alle de idéer, som han og andre i Forskning og Udvikling vurderer. Nordlander leder en gruppe ingeniører, som undersøger løsninger til fremtidens energisystem – evalueringen af eksterne opfindelser er lidt af en sidebeskæftigelse. De håndterer mellem 10 og 40 forslag om året, hvoraf de fleste hurtigt afvises. Alle opfindere bliver informeret om årsagen til, at deres idéer ikke vil fungere i praksis, og -Vattenfall dermed ikke er interesserede.

”Vi er nødt til at kigge på alle disse opfindelser med et åbent sind og gøre en rimelig indsats for at forstå dem. Vi er altid bange for at overse noget betydningsfuldt. Det ville være utilgiveligt, hvis vi ikke fulgte op på en fantastisk idé, der landede på mit skrivebord. I sidste ende er vi jo i mange folks øjne ”folkets energiselskab”, og det mindste, vi kan gøre, er at give udførlige svar, som opfinderne kan bruge til noget.”

 

Alle lige fra garageopfindere til små teknologivirksomheder henvender sig til Vattenfall med deres idéer og opfindelser inden for energisektoren. Mange tror, at Vattenfall stadig udvikler og fremstiller apparater, infrastruktur og kraftværker.

”Vi har mange års erfaring med vellykket produktudvikling,” siger Nordlander. ”Et godt eksempel på det er trepunktsselen til biler. Et andet godt eksempel er varmepumpen. Og sikkerhedsselen har reddet mere end en million liv, og den svenske varmepumpeforretning har en omsætning på flere milliarder svenske kroner.”

Mange af de foreslåede idéer har med tekniske apparater at gøre. Nogle af dem fungerer fint, men har ingen kommerciel interesse for Vattenfall. I de tilfælde forsøger Mikael Nordlander og hans kolleger at give gode råd om, hvem opfinderen kan henvende sig til. Det kan være, at Vattenfall køber apparatet på et senere tidspunkt.

”Det kunne for eksempel godt være tilfældet med udstyr til vindmølleparker, som er udsat for det barske miljø på havet. Lige nu er vi ved at undersøge en motor, der kører på paraffin, som skiftevis smelter og hærder. Ved at bruge lunkent vand skabes en bevægelse, der kan bruges til at generere elektricitet. Jeg har set det fungere i en demonstration, og omkostningerne er rimelige, men det er svært for os at finde en business-case, hvor produktet kan anvendes.”

En række vellykkede idéer
Et spinneranemometer, som måler vindens hastighed og retning og er udviklet af Troels Friis Pedersen, forsker ved Danmarks Tekniske Universitet, viste sig at være en vellykket idé, som blev godkendt af Mikael Nordlanders team. Efter at have evalueret opfindelsen investerede Vattenfall i Romo Wind, som er den virksomhed, der nu har licens til at fremstille produktet.

”Spinneranemometeret monteres på ”næsen” i stedet for bag vindmøllens rotor, som ellers er den gængse placering. Vinden bag vindmøllen påvirkes af turbulensen fra vingerne, derfor måler den nye anordning vindretningen mere nøjagtigt. Og den koster kun en brøkdel af de tab, man ville få, hvis vindmøllen stod en anelse skævt.”

Mikael Nordlander tager en lille plastflaske op af lommen. Inden i den er der omkring ti runde, sorte stænger. Han holder flasken op mellem tommel- og pegefinger, og den rasler, da han drejer den rundt. Stængerne er sorte piller fremstillet af biomasse og forædlet, så de minder om stenkul. Disse stænger kan så fyres sammen med almindeligt kul på kraftværker.

”Dette er den første prøve, vi fik tilsendt. Vi har så videreudviklet teknologien sammen med den virksomhed, der sendte idéen ind, og var de første i verden, der foretog forsøg med at samfyre de to brændselstyper på fuld skala. Det var i 2011, det vil sige lidt mere end et år, før biomasseprojekterne blev stoppet. Rent teknisk fungerede idéen, men prisen på CO2 og kul steg aldrig til det niveau, de skulle for at sikre en god økonomi.”

”Vi er altid bange for at gå glip af noget betydningsfuldt. Det ville være utilgiveligt, hvis vi ikke fulgte op på en fantastisk idé, der landede på mit skrivebord.” Mikael Nordlander, Vattenfall Forskning og Udvikling.    

 

En magnetisk tragt
Sidste efterår blev Mikael Nordlander kontaktet af Bo, som ville tale om Barros’ opfindelse. Idéen var nyskabende og omfattede en uudnyttet energikilde, nemlig myoner, som er en form for kosmisk stråling i stil med de fotoner, som producerer solenergi. Hvert sekund falder én myon ned på et område på størrelse med en fingernegl. Og selv om energien i den enkelte myon ikke er stor, er den der konstant – en egenskab, som mange andre vedvarende energikilder ikke har.

Nu påstod Barros, at han havde konstrueret en slags magnetisk tragt, som kunne koncentrere energien fra et område på 50 kvadratkilometer i ét punkt.

”Det ville producere en del energi,” siger Mikael Nordlander. ”Jeg var naturligvis skeptisk over for, om det kunne lade sig gøre at styre kosmisk stråling ved hjælp af en lille anordning på skrivebordet. En hurtig beregning viste desuden, at energien fra den indfaldende stråling fra myoner omtrent svarer til den energi, der produceres af Forsmark 1, som er et af Vattenfalls atomkraftværker i Sverige. Men det er for hele Jorden, så selv om teknologien mod forventning skulle vise sig at virke, ville den aldrig kunne opfylde noget stort energibehov.”

Resultatet
Hvordan gik demonstrationen af Barros’ magnetiske tragt så? Jo, anordningen blev tændt, men pærerne lyste ikke. Repræsentanterne påstod, at pærerne havde lyst ved tre tidligere demonstrationer, men Nordlander tvivlede på, at dette var sandt.

”Hvis de havde lyst, ville vi måske have overvejet at køre projektet videre i stedet for at afvise det. Men da jeg undersøgte en af æskerne, som efter sigende skulle være en omformer, fandt jeg i stedet en skjult, sort komponent mærket ”batteria”. Det forklarede, hvorfor omformeren, der normalt bare er et par centimeter lang, var virkelig stor og vejede næsten to kilo. Det skjulte ekstrabatteri var blevet listet ind for at give strøm til pærerne.

Mikael Nordlander kunne ikke få sig selv til at fortælle de to herrer, at Barro havde snydt dem med et ekstrabatteri, og at det kunne forklare, hvorfor anordningen kunne have fungeret tidligere. I stedet gav han dem en grundig fysisk begrundelse for, hvorfor denne opfindelse aldrig ville kunne producere energi i en mængde, det ville være muligt at udnytte. ”Bagefter fortalte de mig, at de havde fremvist opfindelsen for en række store koncerner i Norden. De sagde, at vi havde foretaget den mest kompetente vurdering. Og det ry vil vi gerne have siddende på os.”

Selv om det betyder, at han skal bruge tid på idéer, som ikke fører til noget, føler Mikael Nordlander ikke, at sådanne møder er spild af tid. ”Før i tiden var der tid og plads til, at medarbejdere ved Vattenfall kunne komme med disse mere eller mindre skøre idéer,” siger han. ”Nu investerer vi kun i idéer, hvis vi kan forudsige bæredygtige business-cases. Men når vores kernevirksomhed bliver mindre rentabel, er vi nødt til at tænke mere ud af boksen. Så er det godt at hente ekstra inspiration fra frie tænkere i verden uden for Vattenfall, også selv om det betyder, at vi ind imellem modtager nogle idéer, som virkelig er for gode til at være sande.”

Se også