NUON SOLAR TEAMS DELTAGELSE I WORLD SOLAR CHALLENGE ER USIKKER

NEDERLANDENE Hvis batteriet til den hollandske racerbil ikke når frem til Australien i tide, kan det være, at teamet må forsøge at bygge deres eget.

Nuon Solar Team har lidt et stort tilbageslag op til dette års World Solar Challenge: det håndlavede batteri – der er absolut nødvendigt for at drive solbilen i det 3.000 km lange løb på tværs af Australien – er strandet i Singapore.

Forsøg på at få batteriet til Australien er mislykkedes. Den seneste tids ulykker med batterier i telefoner betyder, at flyselskaber tøver med at tillade ikke-standard batterier om bord på fly. Dette gælder også, når batteriet ikke er opladet (som det er tilfældet her). Derfor er teammedlemmerne fra Delft allerede begyndt på at arbejde på en plan B: at bygge et nyt batteri på stedet.

Det er et stort problem, at batteriet er forsinket. Uden et batteri kan Nuon Solar Team ikke deltage i Bridgestone World Solar Challenge, som finder sted den 8. oktober. På nuværende tidspunkt gør teammedlemmerne alt, hvad de kan, for at finde en løsning, så de kan få batteriet fra Singapore til Darwin.

Samtidig med disse forsøg på at få batteriet til Australien har teamet iværksat en nødplan og har nu bestilt specialkonstruerede batteridele fra Japan. Planen er at forsøge at bygge et nyt batteri på stedet i Australien. Med mindre end en måned til start er der i den grad pres på teamet fra Delft.

Alternativ forsendelsesrute
"Selvom vi arbejder målrettet på to mulige løsninger, er de begge risikofyldte," siger teamleder Sander Koot. "Vi leder på nuværende tidspunkt efter en forsendelsesrute, der giver os mulighed for at få batteriet fra Singapore til Darwin. Det kan være at det lykkes, men den alternative rute er på ingen måde hurtig. Det er endda muligt, at batteriet strander andre steder". Teamet har allerede gjort en kæmpe indsats for at få batteriet til Singapore, og de var i sidste ende nødt til at sende det via Moskva. "En mulig løsning er, at batteriet sendes over land til Kuala Lumpur, derefter med luftfragt til Sydney og endelig med vejtransport til Darwin. Selv hvis alt går efter planen, bliver det på et hængende hår, da vi bliver nødt til at udføre en række tests, når det er ankommet".

Ikke at kunne stille op ved startlinjen er ikke en mulighed
Den anden mulighed – at bygge et nyt batteri – tager også tid. Men Nuon Solar Team gør alt, hvad de kan, for at kunne komme til start i oktober. 

 "Vi arbejder nu på at få delene til et nyt batteri sendt til Darwin fra Japan, så vi kan bygge et nyt batteri her. Det er også en tidskrævende proces. Men hvis vi bliver nødt til at gøre det, så gør vi det. Det kan slet ikke komme på tale, at vi ikke stiller op ved startlinjen", forsikrer Sander. "Det er meget opmuntrende at se, at alle er engagerede i at hjælpe med at løse problemet – især vores hovedsponsor og universitet."

Tilbageslag er ikke noget nyt
Tilbageslag ikke noget nyt for Nuon Solar Team. Under World Solar Challenge i 2013 var store problemer med hjulophænget næsten ved at forhindre teamet i komme til start. Disse problemer blev først løst ugen inden løbet takket være en kombination af kollektivt hårdt arbejde og ved at tage nætterne til hjælp. Nuna7 endte med at vinde løbet. Situationen i 2009 var endnu mere dramatisk: Nuna5 kørte galt under en testkørsel og skulle praktisk talt genopbygges på en uge, bl.a. med en improviseret næse fremstillet af træ. Nuna5 blev nummer to efter Tokai fra Japan – på papiret var det en skuffelse, men i virkeligheden var det nok det mest fantastiske resultat i teamets historie.

Se også