NUON SOLAR TEAM KICKSTARTEDE ARBEJDET MED AT KONSTRUERE EN NY SOLCELLEBIL

HOLLAND Kan Nuna9 give det hollandske team endnu en sejr i den australske ørken?

De regerende mestre i racerløb for soldrevne biler håber at kunne bruge deres nyeste solcellebil til at vinde Bridgestone World Solar Challenge i Australien igen til oktober. Det bliver en stor udfordring, for konkurrencen bliver hårdere hvert eneste år. Heldigvis får det hollandske team masser af hjælp, ikke mindst fra folkeskolebørnene.

Symbolsk start
Over de næste par måneder skal det nye Nuon Solar Team arbejde i dyb hemmelighedmed at udvikle en solcellebil med optimale aerodynamiske egenskaber i Polymer Science Park i Zwolle. De studerende fra Delfts tekniske universitet valgte Zwolle, fordi en af samarbejdspartnerne – Aliancys – ligger lige ved siden af Polymer Science Park. Aliancys leverer blandt andet det kulfibermateriale og den kvalitetsresin, der skal bruges til Nunas karosseri. Medio marts hjalp Zwolles borgmester, Henk Jan Meijer, Nuon Solar Team med at få konstruktionsprocessen godt på vej ved symbolsk at skære det første stykke kulfiber over.

Ét stort team
Nuon Solar Team består af et nyt hold studerende hvert år. Det betyder, at medlemmerne af det nye team aldrig har bygget en solcellebil før.

"Men heldigvis er vi ikke alene om det," siger teamleder Sander Koot. "Vi kan gøre brug af den indsamlede viden og erfaring fra de tidligere teammedlemmer, som stadig er aktivt involveret i projektet. Vi får også en masse hjælp fra samarbejdspartnere og sponsorer, som stiller deres faciliteter, viden og erfaring til rådighed for os. Så Nuon Solar team består faktisk af meget mere end bare 16 teammedlemmer: Sammen udgør vi ét stort team."

Designkonkurrence for børn
I år kan børn også hjælpe Nuon Solar Team ved at lave et design til at sætte på ydersiden af Nuna9. I Zwolle markerede en gruppe folkeskolebørn, at startskuddet til konkurrencen var gået, ved at dekorere en plantegning af Nuna i fuld størrelse på deres egen, helt specielle måde, under præsentationen af teamet.

"Vi vil gerne have, at vores solcellebil skal vise hele verden, at vi er det vindende hollandske team, og det vil vi gerne bede børnene om at give os inspiration til," fortæller bilens kommende fører, Sharon van Luik. "Alle hollandske folkeskolebørn kan downloade en Nuna-designskabelon fra vores websted og dele deres design med os. Den klasse, der inspirerer os mest, vinder en eksklusiv rundvisning i det tophemmelige Nuna-værksted."

En stor udfordring
Det bliver ikke nemt for Nuon Solar Team at vinde i Australien igen: Modstanderne bliver stærkere hvert eneste år. I det seneste løb i 2015 var vinderen kun otte minutter foran det team, der kom ind som nummer to. Så hvis det skal lykkes at holde konkurrenterne på afstand, skal det nye team arbejde ekstremt hårdt i løbet af de næste par måneder. Og derudover må Nunas solcellepanel i år ikke være på over fire kvadratmeter, hvilket betyder, at det overfladeareal, der skal indsamle solenergien, er halvanden gang mindre end under det seneste løb.

Favorit til at vinde endnu engang
Nuon Solar Team har vundet løbet mange gange og er regerende verdensmestre, så teamet er også favorit til at vinde titlen i Australien denne gang. Løbets organisatorer udfordrer teams fra hele verden til at slå hollænderne under mottoet "Take on the Dutch" (Kom og slå hollænderne!). For de studerende fra Delfts tekniske universitet er den udfordring en ekstra motivation til at vinde verdensmesterskabet til Holland igen. 

Se også