NUNA9 – EN KOMPAKT, SOLCELLEDREVET RACERBIL MED MASSER AF KRÆFTER

Nederlandene Nuon Solar Team er klar til at ankomme til Australien med en banebrydende ny bil.

I dag (tirsdag den 25. juli) præsenterede Nuon Solar Team deres nyeste solcellebil: Nuna9. Med en ny facon, et mindre solcellepanel og et "strejf af Holland" på siderne gjorde den nye solcellebil et stærkt indtryk på Lijm & Cultuur-laboratoriet i Delft (Holland). I oktober rejser de studerende fra TU Delft til Australien med Nuna9 for at forsvare deres verdensmesterskabstitel i Bridgestone World Solar Challenge.

Afsløringen af Nuna9 markerer en radikal afvigelse fra tidligere designtyper, man har set inden for solcellebiler. Den mest betydelige ændring i forhold til aerodynamikken er, at Nuna9 er en kompakt racerbil, der samtidig har masser af kræfter, men uden den overhængende næse fra de tidligere modeller. Arrangørerne bag Bridgestone World Solar Challenge justerer reglerne for hver udgave af løbet. I år er den maksimalt tilladte størrelse af solcellepanelet kun 4 m2, sammenlignet med 6 m2 ved sidste års løb. Jasper Hemmes, teamets ekspert i aerodynamik, siger: "Vores design til Nuna9 sætter en ny milepæl i racerløb for solcellebiler. De justerede regler for Bridgestone World Solar Challenge har tvunget os til at køre med et mindre solcellepanel i år. Det betyder, at vi har været nødt til at ændre vores bil radikalt, og til sidst nåede vi frem til det her unikke design."

Banebrydende
Solcellebilens design har længe været en dyb hemmelighed. Teamleder Sander Koot forklarer: "Nuna9 er banebrydende. Vi har udviklet en helt ny facon, sammenlignet med vores tidligere solcellebiler. Vi ville gerne holde designet hemmeligt så længe som muligt for at undgå at afsløre noget over for vores konkurrenter. I de seneste år er de forskellige teams kommet tættere og tættere på hinanden under løbet. Vi ser også mange idéer, der er baseret på vores tidligere solcellebiler. Og vi vil selvfølgelig gerne have trofæet med hjem igen i år." Det er også en af grundene til, at de studerende fra Delft ikke afslører noget om, hvad der er inde i bilen. "Vi vil helst ikke give de andre alt for mange gode idéer", siger Sander med et smil.

 

Løvemanker
Nuon Solar Team har vundet løbet adskillige gange og er regerende verdensmestre, så teamet er favorit til at vinde titlen i Australien. Løbets arrangører udfordrer nu teams fra hele verden til at forsøge at slå hollænderne under mottoet "Take on the Dutch". For at vise vindermentalitet har teamet valgt at dekorere solcellebilen med løvemanker. "Løvemankerne er tegn på styrke. Løver med større manker er mere imponerende, og de er stærkere. Derudover står løvemankerne også for hollandsk stolthed og ære", fortæller teammedlemmet Sarah Bennink Bolt.

Nuon Solar Team
Nuon Solar Team består i år af 16 ingeniørstuderende. Til oktober skal teamet forsvare verdensmesterskabstitlen med den selvbyggede Nuna9-solcellebil i Bridgestone World Solar Challenge. Teams bestående af studerende fra Delft har vundet løbet seks gange, herunder den seneste udgave i 2015. Løbsruten er over 3.000 km lang og krydser Australien fra Darwin til Adelaide.

Se også