FIREÅRIG MED NÆSE FOR SPRÆNGSTOFFER

Sverige På et kernekraftværk er der mere end 60 spændende jobfunktioner på lønningslisten: alt fra reaktorfysikere og svejsere til brændselsteknikere og kommunikationsmedarbejdere. Nogle udfører deres arbejde stående på alle fire. Her møder du Zäta på 4 år. En ambitiøs kollega med en vigtig opgave:

Hvordan ser en normal arbejdsdag ud for dig?
– Jeg arbejder i køretøjs- og godssikkerhedskontrollen med at undersøge biler, lastbiler og gods for at sikre, at der ikke følger sprængstoffer eller andre ikke-tilladte ting med, når de kører ind på Ringhals' område. Så snart jeg får arbejdshalsbåndet på, ved jeg, at NU får jeg endelig lov til at søge og snuse rundt! Hvis jeg kan dufte mig frem til sprængstoffer, ved jeg, at jeg får lov til at lege med min bold. Jeg vil helst lege med bolden hele tiden, derfor er jeg meget grundig. Min hundefar og jeg arbejder metodisk, intet går min snude forbi. Han siger, at vi er verdens bedste team.

Hvordan fik du jobbet som sprængstofhund?
– Min hundefar fik et tip om mig, da jeg var lille og boede hos en familie, der ikke rigtig havde den tid, som jeg krævede, men de bemærkede, at jeg var intelligent og havde meget energi. Det var vildt heldigt, for jeg er præcis den hund, som min hundefar altid har ledt efter: energisk, modig og med oprigtig søgeinteresse (hundefars ord) og enormt legesyg. Desuden er jeg lidt stædig og giver ikke bare op.

– I ukyndige hænder kunne sådan en som mig være blevet det, som I mennesker kalder en problemhund, men nu, hvor jeg kan bruge al min energi på en vigtig opgave, er jeg en mulighedshund.

Jeg er ærligt talt ikke særligt social eller interesseret i andre mennesker end min hundefar. Det er omkring ham, at alt det sjove og spændende sker, så det er nok for mig, siger schæferen Zäta.

Hvornår trives du bedst på arbejdet?
– Når der er meget at lave, helst toogtyve lastbiler inden frokost. Min hundefar siger, at jeg aldrig bliver træt, og det har han ret i. Han siger også, at jeg bevæger mig frem som verdens bedste støvsuger. Jeg synes, at det er lidt tarveligt at sige om en prof af min kaliber. Jeg er grundig og modig; ikke alle tør at klatre så højt op eller gå på gittergulv, som jeg gør. 

Balancen mellem arbejdsliv og fritid er vigtig. Hvordan kobler du af?
– Min hundefar og jeg har en familie, som vi bor sammen med. Jeg er ærligt talt ikke særligt interesseret i andre mennesker end min hundefar, men holder gerne et vågent øje med børnene i familien. Jeg er god til at slappe af og hvile mig derhjemme. Men hvis det står på for længe, minder jeg hundefar om, at vi har et arbejde, der skal passes. Så følger jeg efter ham overalt, indtil han forstår mit budskab.

Hvordan ser dine udviklingsmuligheder ud?
– Fordi jeg er lærenem og dygtig med snuden, skal jeg videreuddannes til sporhund, og så kan min hundefar og jeg også patruljere sammen. Vi skal starte med at træne sporing udendørs og finde "ubudne gæster", det bliver et spændende næste trin i min karriere. Jeg regner ikke med at gå på pension de næste fem år. 

Vi skal starte med at træne sporing udendørs og finde "ubudne gæster", det bliver et spændende næste trin i min karriere. Jeg regner ikke med at gå på pension de næste fem år, siger den fireårige.

Hvordan er forholdet til din nærmeste chef?
– Du mener min hundefar? Det er super fint. Han er både min chef, legekammerat og far. Vi har et meget tæt forhold, som det nu er, når man både arbejder og bor sammen. Vi leger meget (eller træner, som han siger), hele tiden med lidt sværere ting. Han opmuntrer mig ofte, og det hjælper mig med hele tiden at være opmærksom og grundig.  Vi hunde bliver testet regelmæssigt, og hundefar siger, at det ville være pinligt, hvis vi ikke er gode nok. Hundefars mål er, at vi og de andre teams her på Ringhals skal være de bedste til det, vi laver. Det er helt fint med mig.

Bliver du ikke træt i snuden?
– Det kan jeg godt blive, men min chef er meget opmærksom på, at vi også holder pauser, og at de er hyggelige. Samtidig må jeg aldrig arbejde så længe, som jeg vil – for man vil jo ikke gå glip af den mindste mulighed for at lege med sin yndlingsbold …

Zäta og hundefar Lee Hellekant arbejder for overvågningsfirmaet Nokas.

Se også